Beverly Hills 90210 endelig tilbage: ‘Bare de ikke ødelægger det hele’
Superfans sidder klar til nye afsnit af Beverly Hills: Bare det ikke ødelægger de originale for mig
Superfans sidder klar til nye afsnit af Beverly Hills: Brandon og Kelly SKAL have hinanden
90er-nostalgikere landet over sidder klar, når den ikoniske ungdomsserie kaster sig ud i seks nye afsnit med flere af skuespillerne fra den originale serie.
Crop tops, højtaljede jeans og buffalosko har længe fyldt både gadebilledet og catwalken, men nu står endnu en halvfemserdiamant klar til at genbesøge danskernes liv. Verdens måske mest ikoniske ungdomsserie, ‘Beverly Hills 90210’, vender nemlig tilbage med seks afsnit, hvoraf det første har premiere i Danmark i morgen. En af dem, der sidder ualmindelig klar til et gensyn med Brandon, Kelly, Steve og alle de andre er Hans V. Jensen, der har været dedikeret fan, siden serien første gang løb over skærmen i Danmark og samtidig har hjemmesiden Beverly-Hills-90210.dk.
– Jeg kan jo godt forstå, at folk fniser lidt af en 50-årig mand, der har lavet en fanside for en gammel ungdomsserie, men jeg har bare et særligt forhold til den serie her. Jeg knuselskede den allerede, da den løb over skærmen første gang, men senere i mit liv var jeg gennem et meget hårdt forløb, der blandt andet krævede, at jeg lå et par timer om dagen og slappede af. Her kom serien mig til undsætning igen, siger Hans V. Jensen
’Bare de ikke ødelægger serien for mig’
Det er dog ikke uden betænkeligheder, at Hans V. Jensen nu igen tager turen til det ikoniske postnummer.
– Jeg er virkelig spændt, men jeg tvivler stærkt på, at man bagefter vil kunne sige ‘Det var lige så godt som det gamle’. Det værste, de kan gøre med de nye afsnit, er at ødelægge den gamle serie for mig. Jeg synes, at det er lidt grådigt.
Helt samme bekymringer finder man ikke hos Maria Denise Christoffersen, der ofte sluger både halve og hele sæsoner af serien, når der skal slappes af med veninderne og nostalgien skal dyrkes.
– Lige meget hvor meget botox de allesammen får, så er der ikke noget i de nye afsnit, der kan ødelægge den gamle serie for mig. Det bliver selvfølgelig kikset, hvis de spiller dårligt og tror, at de kan gøre serien til det, den var dengang, men det virker ikke til, at det er der de vil hen, fortæller Maria Denise Christoffersen.
’De skal have hinanden til sidst’
Hun håber på, at de nye afsnit vil være proppet med skjulte hilsner til alle de fans, der lige som hende forelskede sig totalt i dramaet, vennerne og det fede liv i LA, da serien blev sendt første gang i 1992.
– Jeg håber, at der er en masse ‘easter eggs’ til alle os superfans. En lille genopførsel af nogle handlingstråde fra den oprindelige serie. Noget for os indviede.
Spørger man Hans V. Jensen, hvad hans drømmescenarie for de nye afsnit, er han ikke i tvivl.
– Brandon og Kelly skal bare endelig have hinanden. Jeg kan stadig tude over den scene, hvor David og Donna siger ja til hinanden i kirken. Sådan en skal Brandon og Kelly også have.
Senest trak Beverly Hills overskrifter, da manden bag den ikoniske Dylan McKay-karakter, Luke Perry, i marts døde af et slagtilfælde. Selvom Perry havde takket nej til at deltage den nye reboot, så kan hverken Maria eller Hans se sig fri for at synke en klump og sende ham en tanke, når den legendariske titelmelodi indleder de nye afsnit.
– Det rørte mig meget da Luke Perry døde, fordi jeg har identificeret mig så meget med Dylan. Jeg følte mig også sårbar og alene med mange ting, da jeg var ung. Derfor bliver det da også svært ikke at tænke på ham, når man ser det nye, siger Hans V. Jensen, der suppleres af Maria Denise Christoffersen
– Luke Perry var stjernen og kommer til at fylde meget, selvom han ikke skulle være med. Han er Beverlys Robbie Williams og havde lige det mere end de andre skuespillere. Jeg er spændt på, hvordan det bliver omtalt i den nye serie.
Faktaboks
De seks nye afsnit af Beverly Hills handler om Jason Priestley, Jennie Garth, Ian Ziering, Gabrielle Carteris, Brian Austin Green og Tori Spelling, der sammen skal få en reboot af Beverly Hills 90210 stablet på benene. Skuespillerne spiller altså sig selv som vi kender det fra danske ‘Klovn’.
I serien vil du møde de seks hovedkarakterer Donna Martin, Kelly Taylor, David Silver, Steve Sanders, Brandon Walsh, Andrea Zuckerman
De nye afsnit får den officielle titel ’ BH90210’
Se artiklen på DR.dk