Dansk fan i chok: Det er dybt tragisk

Dansk fan i chok: Det er dybt tragisk

Hans V. Jensen står bag en dansk fanside om serien, der gjorde Luke Perry til allemandseje

Af: Lars Sejr

Få mennesker elsker ‘Beverly Hills 90210’ som Hans V. Jensen.

Han står bag den danske fanside beverly-hills-90210.dk, hvor han hylder seriens stjerner. Deriblandt naturligvis Luke Perry, der døde mandag i en alder af bare 52 år.

Hans V. Jensen hørte om dødsfaldet i morges.

– Jeg havde godt set, at han var blevet indlagt i sidste uge, men jeg må indrømme, at jeg blev noget chokeret, da jeg hørte i radioen, at han er død. Jeg er ret berørt, jeg synes, det er dybt tragisk. Også fordi min mor døde, da hun var 52 år, jeg er selv 52 år og nu døde Dylan også i en alder af 52, siger han til Ekstra Bladet.

Han har Brandon Walsh, der spilles af Jason Priestley, som favoritkarakter i serien, men han føler også et nært bånd til Luke Perrys karakter, Dylan McKay, fordi han kan spejle sit eget liv i de ting, som Dylan McKay måtte gennemgå.

– Jeg var selv i en stor, dyb krise, hvor jeg var i en fleksbevillingsproces, og jeg kunne genkende det, han kæmpede med. På den måde føler jeg mig tæt på seriens personer, siger han og tilføjer.

– Jeg ved godt, at det kan lyde mærkeligt, men jeg følte nærmest, at jeg var en del af ham. Det er også derfor, at Brandon føles som en god ven for mig den dag i dag, fordi han hjalp Dylan i serien.

Hans V. Jensen blev fan af serien, fordi den tog fat i dagligdagsproblemer, som seere som Hans V. Jensen kunne genkende fra deres eget liv.

– Problemerne blev løst ved hjælp af de venskaber, de har. Det er alt fra stoffer til alkohol, kærlighed, teenageproblemer og familieproblemer. Dylan skilte sig lidt ud på den måde, at hans far ikke var der for ham. Han blev taget ind af Walsh-familien, og selvom de er meget forskellige, så vil de ham kun godt. Det fortæller noget om kærlighed mellem mennesker. Det kan godt være, at farmand Walsh nogle gange er lidt hård ved ham, men de vil ham kun det bedste. Det er på en eller måde virkeligt, forklarer han.

Trods sin status som super-fan har han ikke mødt nogle af seriens karakterer personligt.

Han vil særligt huske Luke Perry for at være en flot fyr i serien, som gav seerne en masse mindeværdige øjeblikke.

– Yndlingsscenen, og jeg får helt gåsehud bare ved at tænke tilbage på det, det er, da hans kone bliver skudt. Der har han endelig fundet lykken, og de skulle have et liv sammen. Men der er også en scene, der rører mig helt vildt, hvor Brandon siger farvel ude foran huset, da Dylan kører afsted på sin motorcykel. Det er en fed scene, siger han.

Adspurgt om Luke Perry skal hyldes på nogen særlig måde, lyder svaret:

– Nej, det skal han ikke fra min side i hvert fald, men jeg må indrømme, at det påvirker mig. Det gør det sgu.

Onsdag i sidste uge blev Luke Perry akut indlagt efter et slagtilfælde og efterfølgende lagt i kunstigt koma. Efter få dages indlæggelse på et hospital i Burbank i Californien døde Luke Perry mandag i en alder af bare 52 år.

Se artiklen på eb.dk